Snart skal din drone have nummerplade: MADE hjælper startup med at blive flyveklar til produktion 

Bliv klogere på, hvordan AirPlate bliver klar til produktion i fuld skala. Den fynske startup er en del af iværksætterindsatsen Future Manufacturers, som er et samarbejde mellem MADE, DI Produktion og Industriens Fond. Her får de hjælp til at påbegynde rejsen mod produktion.

Fra prototype til produktion. 

Iværksættervirksomheden AirPlate har udviklet en digital nummerplade til droner, der opfylder europæiske lovkrav til producenter om fjernidentifikation på alle droner på over 250 gram produceret efter 1. januar 2024. AirPlates produkt ”AirPlate Pro” kan sikre sporing i realtid, så man kan finde frem til ejermanden af en drone via dens digitale ID-nummer. 

Næste skridt handler om at blive produktionsklar. 

Sammen med resten af iværksætterne i Future Manufacturers besøgte AirPlate-teamet Prototal Damvig og CB Svendsen for at finde ud af, hvordan henholdsvis 3D-print og elektronikproduktion kan hjælpe dem på vej. 

På deres besøg lærte de, hvordan de kan gøre 3D-print varmeresistent, hvordan de skal arbejde med at få hele deres produktion til Danmark, og hvilke muligheder der er for at skalere med en udelukkende dansk produktion. 

Kom med på første del af startuppens forløb i videoen øverst i artiklen, hvor CEO August Mader og CTO i AirPlate Troels Andersen fortæller, hvad de tager med hjem fra mødet med de to danske producenter. 

Future Manufacturers

En indsats for startups med dansk CVR-nummer, der skal i gang med eller opskalere/optimere en nyligt opstartet produktion. 

Startups i Future Manufacturers får adgang til fysiske og online sessioner med fokus på viden om produktion og et individuelt skræddersyet program med bl.a. rådgivning, afsøgning af produktionsmuligheder i Danmark, mulighed for pilotprojekter og støtte til projekter vedr. bæredygtig produktion og cybersikkerhed. 

Der vil være tre forløb med ca. 15 startups i hver. Hvert forløb består af et intensivt program på cirka fem måneder. 

DI Produktion, MADE og Industriens Fond står bag indsatsen, som løber fra primo 2024 til slut 2025. 

Interesserede startups og rådgivere, mentorer m.v. kan kontakte projektleder Anders Sparre fra MADE på asparre@made.dk

Relaterede videoer

Video
Video
Video
Video
Video
Video